Legelokomotiv til Skejby

VI HAR I DAG OPFYLDT DET STØRSTE ØNSKE I VORES HISTORIE 😊

Vores slogan lyder:

“Vi gør livet sjovere for indlagte børn og deres søskende” og med dagens donation, skal der en tyk streg under søskende ❤️

Vi har i dag været forbi Børn og Unge afsnit 3, Nyfødt Intensiv, på Aarhus Universitetshospital 😊

For nogle måneder siden modtog vi ønsket om et legelokomotiv – et stort ønske fra afdelingen. Legelokomotivet er primært til de nyfødtes søskende og lige netop tanken om at tilgodese søskende synes vi er enorm vigtig. Det er faktisk en af de væsentligste årsager til at vi stiftede Sigrid Fonden 👍🏻

Ønsket er opfyldt i samarbejde med Stofa Erhverv I forbindelse med dagens overrækkelse, havde vi salgsdirektør Thomas Asmund-Hjorth fra Stofa Erhverv med ude på afdelingen. Her kunne han med egne øjne se hvilken forskel han og Stofa Erhverv er med til at gøre 👍🏻

Tak til Hanne som tog rigtig godt i mod os og gav en rigtig fin rundvisning 😊

Udover legelokomotivet, fik afdelingen også en grøn bobles elefant og et fligg byggesæt 😊

Vores HELT egen malebog

NY MALEBOG!

VI KAN IKKE FÅ ARMENE NED! Vi har fået lavet vores helt egen malebog og vi er VILDE med den ❤️

Vi har fået lavet 5000 malebøger, som nu er klar til at gøre livet sjovere for indlagte børn og deres søskende rundt i hele landet. Vi har været i gang med Sigrid Fonden i efterhånden et års tid. Igennem de seneste måneder har vi gået med idéen om denne malebog – nu er den blevet til virkelighed.

Malebøgerne er lavet i samarbejde med CoolUnite, Grafisk Trykcenter A/S og Simone Thorup Eriksen ❤️ TAK fordi I er med til at gøre en forskel!

Nu skal malebøgerne ud og gøre en forskel hos de indlagte børn og deres søskende.

Nyt legetøj til Kolding

Vi har i dag været forbi Hjerte ambulatoriet På Kolding Sygehus/Sygehus Lillebælt.

Ønsket skal primært glæde børn som er til undersøgelse på afdelingen, men vil også glæde børnene og deres søskende i afdelingens venteværelse.

Vi modtog ønsket fra sygeplejerske Jeanette og det lød sådan:

“Vi får ofte børn ind i alle aldre (lige fra fødslen og til 16 år) i vores ambulatorie der kommer og får sat en båndoptager på som kan overvåge børnenes hjerterytmer for at se om de har nogle hjertefejl. De skal også have taget et hjertekardiogram hvor det kræver de ligger helt stille.

Undersøgelsen kan tage op til 30 min og det er her mangler vi noget som kan underholde børnene imens vi tager disse test. Det er børn fra 0-3 år vi mangler legetøj til.”

Vi håber at det nye legetøj kommer til at skabe glæde og at det gør det lidt sjovere for børn at besøge afdelingen.

PS4 + spil til Aabenraa

Denne gang blev det til en PlayStation 4 til Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland Ungdomsspykiatrisk Dag- og Døgnafsnit Aabenraa på Sygehus Sønderjylland Region Syddanmark.

Det kan være at du genkender sygeplejerske Sarah og afdelingen i Aabenraa? I december var vi nemlig forbi afdelingen med et fint nyt tv.

Med et helt nyt tv, en ny PS4 med en masse spil til håber vi at de unge på afdelingen får det lidt sjovere.

Sigrid Fonden – vi gør livet sjovere for indlagte børn og deres søskende.

Rat og spil til Café Nexus

I sidste uge åbnede Café Nexus i nye flot rammer på Aarhus Universitetshospital.

Café Nexus er et tilbud til alle unge patienter og pårørende mellem 12 og 22 år, der er tilknyttet Aarhus Universitetshospital.

Cafeen er forældrefri, lægefri og sygeplejerskefri. MEN patienterne må gerne tage kærester, venner og søskende med.

Op til åbningen modtog vi et ønske fra udviklingssygeplejerske og leder af Café Nexus, Pia. Et ønske som vi naturligvis meget gerne ville opfylde.

På billedet ses Pia sammen med to af de frivillige projektledere.

Tillykke med åbningen og med jeres nye ting.

Legetøj til skadestuen i Viborg

Denne gang har vi været forbi skadestuen på Regionshospitalet Viborg.

Sygeplejerske Sanni sendte os for nogle uger siden et ønske om hjælp til at gøre ventetiden sjovere for børn.

Vi lavede efterfølgende et opslag her på siden, hvor vi bad jer komme med nogle gode forslag til hvad der kan gøre ventetiden på en skadestue lidt sjovere for børn. Her fik vi super mange gode input som vi har lyttet til. TAK for hjælpen til alle der bød ind.

På billedet er vores nye frivillig, Henriette og sygeplejeske Vinnie.

PS4 + spil til OUH

I dag går rigtig mange på en velfortjent juleferie! Juleferie holder sygdom desværre ikke. Ved at opfylde ønsker fra afdelinger med indlagte børn, er vi med til at gøre det bare lidt sjovere at være på hospitalet.

Denne gang har vi opfyldt et ønske fra afdeling Y1 på OUH Odense Universitetshospital.

Ønsket om PlayStation til afdelingen er kommet fra hjertet – det kom nemlig via en mor til en indlagt dreng, som synes der manglede noget på afdelingen. Derfor skulle det naturligvis opfyldes!

Afdelingen har fået en helt ny PlayStation 4 Fifa 2019 edition, 9 PlayStation spil og 10 brætspil.

Derudover fik afdelingen også glæde af de lækre julesmåkager fra Seest Bageri Bramdrupdam.

Løbehjul og spil til Kolding

Kort før julen 2018 var vi forbi børneafdelingen på Sygehus Lillebælt/Kolding Sygehus

I samarbejde med Resen Mobiltek har vi opfyldt ønsket om løbehjul, brætspil, perler og PlayStation spil.

10 brætspil, 9 PlayStation spil, 2 løbehjul samt en masser perler er blevet afleveret på afdelingen. Derudover fik afdelingen også glæde af de lækre julesmåkager fra Seest Bageri Bramdrupdam.

Tak til Steffan fra Resen Mobiltek for støtten og for at hjælpe med at få dette ønske opfyldt 😊

Nyt smart TV til Aabenraa

Denne gang blev det til et Philips – 55″ Ultra Slim 4K UHD LED Android TV – til Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland Ungdomsspykiatrisk Dag- og Døgnafsnit Aabenraa.

Sygeplejerske Sarah skrev følgende:

“Vi ønsker os brændende at vi fremadrettet kan hygge med vores patienter med gode film, serier og netflix. Vi oplever ofte at vi ikke kan lokke de unge ud i vores fællerum til hygge og samvær da vi har meget få kanaler i afdelingen. Ofte kan det at være sammen med andre omkring en film eller andet tv hygge nedbringe brug af beroligende medicin.

De ønsker ELSKER hyggedage med popcorn og film, men det lidt svært være mere end 2-3 personer om en film på en computer.”

TV’et er allerede blevet taget i brug og hænger fint i baggrunden.

TV og brætspil til NIA på AUH

Personalet fra NIA (Neurointensiv) på Aarhus Universitetshospital sendte os et ønske om et tv og nogle bræt spil.

Ønsket lød som følger:

Vi kunne virkelig godt bruge et nyt TV, hvis dette på nogen måde er muligt, idet timerne oppe ved os godt kan blive lange og mange, både som indlagt og pårørende. Som det er nu, har vi som afdeling kun et tv, som patienterne må skiftes mellem at anvende. Endvidere vil det også være skønt med nogle forskellige brætspil, som vil passe til aldersgruppen 3-15 år.

Vi er derfor super glade for at kunne aflevere et tv (Tak til Bo – se opslag fra i går) og 15 nye sjove brætspil til afdelingen 😊 Det kommer nu til at gøre livet sjovere for de indlagte børn og deres søskende ❤️

Apple TV til ungerum på AUH

Denne gang har vi opfyldt et ønske til afdelingen for unge kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital.

Sygeplejerske Anette sendte os ønsket, og det lever 100 % op til vores vision om at gøre livet sjovere for indlagte børn og deres søskende.

Hun skriver: “Vi har talt med vores unge kræftpatienter og hørt, hvad der kan være med til at gøre en forskel for dem, når de er indlagte. De er meget enige om, et Apple TV vil gøre det sjovere. Med et Apple TV vil det være muligt i fællesskab at finde film og lave biografaftener sammen med andre unge patienter og pårørende. På sengestuerne er der mange kanaler, men som de siger, er der ikke altid de serier eller film vi gerne vil se. De ser derfor muligheder ved et Apple TV i vores “Ungerum”, hvor de kan sidde i fællesskab og i andre rammer end sengestuerne og se en god film. Vi ønsker os derfor rigtig meget et Apple TV til at gøre tiden imens man er indlagt lidt sjovere.”

Børnebøger til Randers

Vi har opfyldt endnu et ønske. Denne gang til afdeling A2 (Opvågning) på Regionshospitalet Randers 😊

Specialeansvarlig sygeplejerske Pia Larsen har sendt denne mail til os:

“Her kommer fotos af de helt fantastiske donerede bøger, som er lige i øjet til vores mange små og større børnepatienter. Sikken en kvalitet og de passer lige ind i vores børnestue koncept: Tryghed – adspredelse og distraktioner. Vi har i børnestuen tidligere skabt 2 hjemlige sofamiljøer med naturscenarier til vores nyopererede børn og deres forældrene. Nu kan børnene sammen med forældrene nyde højtlæsning, ligesom hvis de var derhjemme i sofaen hos mor og far. Af hjertet tak”

Vi tror og håber at bøgerne vil gøre livet lidt sjovere for de indlagte børn og deres søskende på A2 🙂

Sansevæg til Hammel

Klinik for Børn og Unge, HB1, i Hammel sendte os et ønske om en sansevæg. Afdelingen arbejder primært med børn og unge fra 0-18 år som har fået en hjerneskade

I ønsket stod der bla: “Vores patienter er oftest indlagt på vores afdeling sammen med enten deres mor eller far, men samtidig har vi meget stor fokus på hele familien, under hele rehabiliterings forløbet”

Ønsket skulle naturligvis opfyldes og det blev det for nogle uger siden. I dag blev sansevægen så sat op og vi har fået denne besked fra Bonnie:

”Så er sansevæg panelet kommet op.Den hænger på vores gang tæt på afdelingens dagligstue, her er den altid i nærheden for både vores patienter og deres søskende. Den blev med det samme undersøgt og leget med 🙂 Endnu engang tusind tak!”

Elbil og løbehjul til AUH

Vi har opfyldt endnu et ønske – denne gang til afdeling BCLA børnecenter for lunge og allergisygdomme på Aarhus Universitetshospital som sendte os et ønske om en el bil og nogle løbehjul til deres lange gang.

Sygeplejerske Rikke Kjemtrup siger: “Bilen og løbehjulene vil blive brugt til mestring af sygdom og hospital. Mange livsprøvelser for såvel børn og voksne kan lindres /afledes ved leg og grin.”

Hos Sigrid Fonden er vi taknemmelige for, at vi med el bilen og de fire løbehjul er med til at gøre livet sjovere for de indlagte børn og deres søskende på BCLA 😊

Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital

iPad og Duplo til Dagkirurgisk Center Svendborg

I starten af august, modtog vi et ønske fra Dagkirurgisk Center Svendborg. Afdelingen ønskede sig Duplo og en iPad.

Ønsket om en iPad og Duplo kom da afdelingen da afdelingen har en del børn forbi som ofte kan være nervøse. I ønsket stod der blandt andet: “Vi vil gerne kunne aflede opmærksomheden for det der kan være svært og/eller ubehageligt f.eks. det at faste og smerter”

Tilmed kommer der også ofte søskende med på afdelingen – og med den kombination, kunne vi naturligvis ikke andet end at imødekomme ønsket.

Vi blev taget rigtig godt i mod, af Rikke og Rikke, som viste rundt på afdelingen og de var meget glade for at vi havde opfyldt ønsket. En oprigtig glæde der bekræfter os i at vores arbejde gør en forskel.

Nu kan børnene på Dagkirurgisk Center Svendborg fremover lege med en masse Duplo samt se film eller spille på afdelingens helt nye iPad. Vi er sikre på at det kommer til at gøre livet sjovere for de indlagte børn og deres søskende.

Cykler til Ungdomspsykiatrisk Dag- og Døgnafsnit

I midten af august, modtog vi et ønske fra Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland, Ungdomsspykiatrisk Dag- og Døgnafsnit i Aabenraa. Afdelingen havde et stort ønske om nye cykler til afdelingen.

Ønsket lød som følger: Til vores afsnit ønsker vi to cykler, der let kan indstilles og justeres til unge i alderen 15-19 årige. Vi oplever et stort behov for at de unge kommer ud og får mulighed for at træne dagligdagsaktiviteter, indgå i fællesskab med både familie og andre unge. Cyklerne kan give de unge mulighed for at opretholde kontakten til netværket udenfor afsnittet.

Vi synes helt sikkert at det lever op til kravet om at det skal gøre livet sjovere for de indlagte. Derfor valgte vi at tage fat i den lokale cykel forhandler i Aabenraa, nemlig Karstens Cykel- og knallertcenter. Karsten gav os en rigtig god pris på de to cykler og alle senere på ugen kunne afdelingen køre forbi butikken efter cyklerne.

Vi glæder os over den gode service fra Karsten og ved tanken om at de unge på Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland, Ungdomsspykiatrisk Dag- og Døgnafsnit i Aabenraa nu kan komme lidt ud i det blå.

Bordfodboldbord til Sydvestjysk Sygehus

Fredag d. 17/8-2018 var vi forbi Børne- og ungeafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Det blev på mange måder en historik dag og endnu en milepæl for Sigrid Fonden. Største donation hidtil, første samarbejde med en virksomhed og første gang vi blev interviewet og kom i avisen.

Vi havde modtaget ønsket via vores hjemmeside og besluttede os med det samme for at det ville vi opfylde. MEN i og med at vi er en lille ny fond, var vores midler begrænset. Vi besluttede os for at vi ville finde en lokal virksomhed, der ville bakke op om projektet. Det tog heldigvis ikke lang tid. Vi kontaktede Mentor IT der med det samme sagde ja til at bakke op.

Til selve overdragelsen af bordet, kom Mentor IT forbi med en masse popcorn til børnene – det var et stort hit.

Afdelingssygeplejerske Tone Mørch Møller udtaler: Tiden kan være lang, når man er syg og indlagt. Vi bliver derfor rigtig glad, når nogen tænker på de mange børn, der er nødt til at bruge tid på Børne- og Ungeafdelingen. I sidste uge kiggede Sigrid Fonden forbi for at donere et splinternyt bordfodbold til afdelingen. Det er SÅ fedt, og der er allerede scoret mange mål!

I forbindelse med vores besøg på afdelingen, kiggede Ugeavisen Esbjerg også forbi – de fik taget nogle gode billeder og har skrevet en rigtig fin artikel om os 🙂 Det er i øvrigt første gang vi er i avisen. Læs hele artiklen her

Bordet er bestilt med Sigrid Fondens logo på siderne og vi synes det er blevet helt vildt flot. Derudover er der en glasplade på bordet og en “boldholder” som gør at boldene aldrig kan blive væk.

Tone har lovet os at de vil gøre alt hvad de kan for at slide bordet op 🙂

Mooncars til Sygehus Lillebælt Kolding

Kort før sommerferien modtog vi et rigtig godt ønske fra børneafdelingen på Kolding Sygehus, nemlig en mooncar.

Vores børn elsker mooncars og vi var derfor slet ikke i tvivl om at det var et ønske vi skulle opfylde. Men vi synes også at en mooncar lige var lidt nok. Derfor besluttede vi os for at de skulle have 3. På den måde kan børnene køre sammen med andre indlagte børn, eller deres søskende.

En uges tid efter vi har afleveret de 3 mooncars, får vi en mail fra afdelingen. I mailen er det et billede af en glad pige som køre på en af de nye mooncars. Pigen er storesøster til et indlagt barn på afdelingen. Under besøget skulle hun naturligvis lige teste de smarte mooncars sammen med hendes bedsteforældre.

Med det skønne billede, er vi nu HELT sikre på at de 3 mooncars kommer til at gøre livet sjovere for de indlagte børn og deres søskende.

Legetøj til sandkasserne

H.C. Andersens Børnehospital i Odense sendte et ønske til Sigrid Fonden om nyt legetøj til deres sandkasser. Med det dejlige danske sommervejr vi har, så er der ikke noget bedre end når børnene er uden for.

Legetøjet fordeles mellem de forskellige sandkasser. Det bliver primært afdelingerne H2, H3, H4, H7 samt børne psykiatrisk afdeling der får glæde af det nye sandkasselegetøj.

I alt fik afdelingerne:

36 Sand river

30 Sand skovle

18 Sandkasse spande

8 Sand “slotte”

8 Sandhjul

Vi er sikre på at det giver en masse timers sjov og leg i sandkassen.

Udover legetøjet til sandkasserne, afleverede vi også en stak kopier af vores fine illustration og nogle farveblyanter som børnene kan fornøje sig med. Vi har fået lavet en udgave uden farver, således børnene nu selv kan farvelægge den.

Ugler med lys og lyd

Afdeling H1 på H.C. Andersens Børnehospital i Odense modtager spædbørn i alderen 0-1 år med forskellige medicinske og kirurgiske sygdomme. Børnene har ofte haft en hård start på livet.

Ønsket om en lampe der laver forskelligt lys, både i forskellige farver samt en stjerne himmel og på samme tid kan spille musik, kan være med til at berolige børnene. Sygeplejerske Nicoline havde sendt ønsket ind, da afdelingen tidligere har haft noget lignende og har haft god erfaring med dem.

Vi er glade for at kunne opfylde ønsket om 5 ugler, der nu kan gøre livet lidt sjovere for de indlagte børn og deres søskende.

Højtaler til sanserum

Afdeling H3 på H.C. Andersens Børnehospital i Odense havde sendt et ønske ind om en bluetooth højtaler til deres “Sanserum”. Musik skaber altid en masse glæde, men kan også virke beroligende.

Børnehospitalets “Sanserum” har man mulighed for at bruge, hvis barnet er meget uroligt, har smerter eller hvis det har brug for grounding, ro og ingen forstyrrelser.

Tina og Pia tog i mod højtaleren og fortalte at den skulle i brug samme dag. Vi er sikre på at højtaleren kommer til at gøre livet lidt sjovere for de indlagte børn og deres søskende på H3.

Første donation

Fredag d. 25/5-2018 blev en milepæl for Sigrid Fonden. Det blev nemlig dagen hvor det aller første ønske blev opfyldt.

Ungdomspsykiatrisk døgnafsnit Esbjerg sendte et ønske ind via vores hjemmeside. På afdelingen havde de kun to spil til deres Playstation og derfor blev den næsten ikke brugt. De ønsker derfor nye spil som kan gøre det lidt sjovere for de indlagte børn/unge.

Det er lige i Sigrid Fondens ånd – da der nemlig er en masse timers sjov i Playstation spil. Vi fik afleveret 13 nye spil til afdelingen, som de indlagte børn/unge og deres søskende nu kan få glæde af.